Overtrædelser af dyrevelfærdsloven: Nyt fra Politiet!

Fra demonstration ved Stutteri Viegaard, Skals Foto Privat

Foto: Privat fra demonstration ved Viegaard Stutteri

Overtrædelser af dyrevelfærdsloven: Nyt fra Politiet!

Midt- og Vestjyllands Politi har her til morgen offentliggjort en pressemeddelelse, hvor der bl.a. gives en foreløbig status på de forhold der er fundet på stutteriet i Skals ved en række kontrolbesøg i 2023.

Foreløbig status

Midt- og Vestjyllands Politi skriver: Stutteriejeren har givet sit samtykke til, at Midt- og Vestjyllands Politi offentligt kan fortælle om resultatet af de indtil videre 6 uanmeldte kontrolbesøg på stutteriets adresser i 2023.

De seks kontrolbesøg politiet har foretaget i samarbejde med Fødevarestyrelsen har medført 4 sigtelser. De indeholder i alt 35 forhold for blandt andet overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

Sigtelserne har ikke karakter af vanrøgt eller mishandling. Derfor har de heller ikke en karakter, hvor sanktioner som fjernelse af hestene eller indsættelse af forvalter kunne komme på tale.

Stutteriet har foreløbigt efterkommet de pålæg, som er givet. Herunder er for tynde heste som pålagt kommet i behandling.

Dyrevelfærdsagen fortsætter

Midt- og Vestjyllands Politi har på ingen måde afsluttet efterforskningen. Der er fortsat anmeldelser og henvendelser fra borgere, som bliver efterforsket aktivt af fagspecialister i Særlovscenteret.

”I alle sager er politiet afhængige af henvendelser fra borgerne, og derfor er vi også altid glade for de anmeldelser, vi får”, siger Christian Toftemark og fortsætter.

”I denne sag er der en del anmeldelser, som relaterer sig til forhold af en ældre dato. Det er alt andet lige sværere. Og det tager længere tid at dokumentere forhold, som måske er foregået for flere måneder siden.”

”Så når vi takker borgerne for de mange henvendelser, vi har fået, skylder vi måske også at sige: Er der nogen, som sidder inde med konkret og aktuel viden. Eller for eksempel billeder, som dem der allerede er offentliggjort i denne sag, så tag kontakt til politiet. Sagen bliver sværere at opklare, når de mulige beviser bliver lagt offentligt frem på Facebook, inden myndighederne får mulighed for at handle på dem”, siger Christian Toftemark.

Læs den fulde pressemeddelelsen her hvor der blandt andet også rapporteres om øget patruljering i området pga. konfronteringer.

Konfronteringer

”Det er gået for vidt, både når lovlige demonstranter bliver fysisk konfronteret af ansatte på stutteriet under demonstrationer. Det er gået for langt, når borgere uden for stutteriet blokerer vejene for stutteriets ansatte for at inspicere biler, der kører ind og ud af forskellige adresser”, siger Christian Toftemark. ”Vi accepterer ingen af delene. Vi arbejder lige nu på de sager vi har. Vi kommer også til strafferetligt at forfølge eventuelle yderligere konfrontationer imellem parterne. Hvor der er begrundet mistanke om, at der er begået strafbare forhold”, siger vicepolitiinspektøren.

Kilde: politi.dk

Læs seneste på HorseJournal

Relaterede indlæg