Foto: Privat
Gæsteblogger
HorseJournal inviterer spændende og interessante profiler til at gæsteblogge. I denne uge kan du læse indlæg fra Cecilia Rømer Storm.
Hvem er jeg?
Mit navn er Cecilia Rømer Storm, og jeg har fået æren som gæsteblogger i denne uge her på HorseJournal, hvor jeg på opfordring, vil dele ud af mit turbulente skadesforløb, samt erfaringer som professionel dressurrytter og beriderelev.
Starten
Det startede alt sammen for 23 år siden, hvor jeg fik lov at sidde på en hest. Første gang var jeg et halvt år gammel, og jeg sad foran i sadlen imens min mor skridtede på hoppen Tess. Min forelskelse i hestene startede allerede dengang. Vi havde hestene derhjemme på mine forældres gård. Jeg blev trukket rundt på hestene hver gang muligheden bød sig. Det bekræfter gamle billeder fra min barndom. Lige siden dengang er passionen for hestene og dressur kun blevet større.
Heste- og dressurpassionen som levevej
Min ridekarriere startede for alvor, da jeg besluttede mig at leve af passionen. Efter min studentereksamen på HHX for tre år siden, drog jeg ud for at finde jobs, der havde med heste at gøre. Man skal jo starte et sted, og for mig indebar den pasning af heste i stald og stutteri som groom. Pludselig blev jeg også bedt om at ride hestene, heriblandt tilridning. Jeg begyndte at tro mere på drømmen. Da jeg så blev tilbudt et ”rigtigt” rytterjob på Noagaard hos Jan og Sophie Christensen, var jeg ovenud lykkelig. Jeg flyttede hjemmefra ned på Noagaard. Jeg fik en masse ridemæssig erfaring, og blev i løbet af mit halvandet års tids ansættelse som rytter helt sikker på, at dette også skulle være min fremtidige levevej. Hvorfor jeg også her tog beslutningen, at udleve min store drøm om at blive eksamineret berider. Denne drøm er godt på vej til opfyldelse, da Karin Nissen på Frederiksværk Rideklub tilbød mig læreplads hos hende tilbage i 2022. Og her er jeg i dag som 2. års beriderelev på Fvr med speciale i dressur.
Uheldet
På en kold decemberdag imellem jul og nytår, skulle jeg ride en 3-års unghest, jeg for nyligt havde tilredet. Hesten var faktisk en af de sødeste ungheste i stalden, og det gik ganske fint i starten, indtil den pludselig satte i voldsom gjordkrampe og jeg bliver skudt mod lamperne. Jeg landede direkte på højre skulder. Takket være Karins regel om, at vi SKAL ride med Airbag-vesten på ungheste, havde jeg den heldigvis på, selvom skuldrene desværre ikke beskyttes. I min branche hvor man rider mange forskellige heste, og har ungheste i tilridning, kan man desværre ikke undslippe, at man vil falde af en del heste igennem tiden. Nogle gange er man heldig ikke at slå sig, og andre gange kommer man bare slemt til skade. Tit og ofte handler det faktisk ikke om meget andet end uheld, og hvordan man er landet.
Men denne smerte glemmer jeg aldrig, og det efterfølgende turbulente skadesforløb havde jeg ikke forberedt mig på eller forudset……
Læs med i morgen, hvor Cecilias indlæg fortsætter i del 2.
Du kan følge Cecilia på hendes Instagram (Link)
