Heste kan bruge symboler til at kommunikere

Heste kan bruge symboler til at kommunikere

Foto: Pexels

Heste kan bruge symboler til at kommunikere. Forskning viste allerede i 2016 at heste kan lære at bruge symboler til at fortælle deres ejere, om de fryser eller ej. I forsøget blev hestene trænet i at bruge symboler på hvide skilte til at fortælle deres ejere, om de trængte til at få dækken på.

Overraskende resultater

“Det er overraskende, for i forskerkredse har der hidtil været en generel skepsis over for hestes evner til at bruge todimensionelle symboler til at kommunikere.” sagde Karina Bech Glerup, adjunkt på Institut for Produktionsdyr og Heste på Københavns Universitet.

Træning i Symbolerne

I forsøget, som blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Applied Animal Behaviour Science, har norske forskere fra bl.a. Norwegian Veterinary Institute og Norwegian Institute of Bioeconomy Research, blev 23 rideheste trænet i at bruge mulen til at pege på 1 ud af 3 skilte med symboler:

  1. Et skilt med en sort vandret streg på en hvid baggrund betød ‘dækken på’
  2. Et blankt hvidt skilt betød ingen ændring (beholde dækken på eller forbliv uden)
  3. Et skilt med en lodret sort streg på en hvid baggrund betød ‘dækken af’

Hver gang hestene pegede på et skilt, fik de en foder-belønning og dækkenet af eller på, afhængigt af hvilket symbol de havde valgt.

Efter et par ugers træning havde alle 23 heste lært at pege på symbolerne og forbinde dem med deres dækkener.

I kulde ville hestene have dækken på

Efterfølgende testede forskerne, om hestene forstod betydningen af symbolerne. De fik hestene til at pege på skiltene i forskellige vejrforhold.

Hestenes valg af symbol var ikke tilfældigt, viste det sig:

  • På varme og solrige dage valgte hestene skiltet med den lodrette streg, som betød, at de ville have dækkenet af. Hvis de ikke havde dækken på i forvejen, valgte de at forblive uden dækken.
  • På våde, stormfulde og kolde dage pegede 10 ud af 12 heste uden dækken på skiltet med den vandrette streg, som betød, at de gerne ville have dækkenet på. Heste, der allerede havde dækken på, valgte at beholde det på.

Hestene forstod altså, hvilke konsekvenser deres valg af symbol ville få, konkluderer forskerne.

Heste kan aflæse mimik

“Det er plausibelt, at hestene vælger, som de gør, fordi de synes, det er rart at få dækkenet på, når det er koldt,” udtalte Karina Bech Gleerup.

“Heste er blevet tæmmet af mennesker gennem mange hundrede år. Så sker der det, at de begynder at arbejde sammen med os. Heste er blevet ekstremt gode til at aflæse selv meget subtile signaler som ændringer i ansigtsudtryk. Det her studie giver os endnu mere viden om, hvordan vi kan kommunikere med dem,” fortalte hun.

Heste er gode til at bruge signaler

Lektor Janne Winther Christensen, forsker i hesteadfærd på Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab, udtalte dengang. “Det er spændende, og det er virkelig godt tænkt at teste hestenes forståelse for symboler ved at give dem dækken af og på.”

Janne Winther Christensen er ikke overrasket over, at hestene i de norske forsøg har lært at kommunikere via symboler. “Heste er supergode til at lægge mærke til signaler fra mennesker og at forbinde signalerne med konsekvenser,” fortalte Janne Winther Christensen. “Heste kan også sagtens skelne mellem visuelle kontraster. Da det er nogle lette og kontrastfyldte symboler, de norske forskere har brugt, er det ikke så underligt, at hestene kunne lære at kende forskel på dem.”

Overraskende Resultat

Forskning har tidligere vist, at man kan få heste til at vise, hvad de foretrækker i forskellige situationer.

Forskere fra Janne Winther Christensens institut har for eksempel vist, at heste kan lære at trykke på en plade med mulen for at få adgang til forskellige niveauer af social kontakt med andre heste.

Det, der overrasker mest i det norske studie, er, at hestene valgte, at de ville have dækken på, udtalte Janne Winther Christensen.

Hun troede, at heste foretrak at gå uden dækken:

“Heste får ofte gnavesår af at have dækken på. Hvis der regner, eller hvis de ruller sig, bliver dækkenet vådt og tungt. Vi ser en del grimme skader efter dækner, der ikke er blevet skiftet ofte nok. Vi troede egentlig, at hestene helst ville være fri for at have dem på,” udtalte Janne Winther Christensen.

Alle heste ville være afklædte i varmen

Samtlige heste i det norske forsøg valgte at få dækkenet af, når der var godt vejr:

På varme og solrige dage (20-23 °C) valgte 10 ud af ialt 22 heste, som havde dækken på, at de ville have dækkenet af.

De resterende 12 heste, som ikke havde dækken på, pegede på det symbol, som betød, at de fortsat ville være uden dækken.

Dækken er rart på kolde dage

De samme 22 heste blev testet på kolde regnfulde dage (5-9 °C). Ti heste, der havde dækken på i forvejen, valgte det skilt, som betød, at de ville beholde det på. 10 ud af 12 heste, som ikke havde dækken på i forvejen, signalerede, at de ville have et på.

2 heste signalerede, at de ville forblive uden dækken, men da de samme to heste blev testet på dage, hvor der var -12 °C og 1 °C, pegede de på ‘dækken på’-symbolet.

Kilde: Videnskab.dk

Læs seneste på HorseJournal

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *