Badminton Horse Trials 2024

Foto: Rytter Lucy Latta I Fotograf Malene Markman I Skrevet af Renee Kristensen

Badminton Horse Trials, der afholdes i det smukke område omkring Badminton House i Gloucestershire, England, er blandt de største military stævner i verden. De bedste ryttere melder til med håbet om at få del i de svimlende £425.000 (ca. 3,7 millioner danske kroner) som den samlede pulje blev hævet til i 2023, vinderen går derfra med £117.600 (lige over 1 million danske kroner).

Om Badminton Horse Trials

Badminton Horse Trials er et 5*-L stævne. De 2 første dage rides der dressur.

Lørdag er terrændag, det er stævnets helt store trækplaster med omkring 200.000 tilskuer.

Banen er 6700 m lang, idealtiden er 11 min 9 sek, der giver 0,4 strafpoint for hvert påbegyndt sekund en rytter kommer ind over tiden. Da stævnet er på det allerhøjeste niveau, er de fleste af forhindringerne store og frygtindgydende, de forhindringer der ikke er i max mål, er smalle og teknisk svære spring. Forhindringerne har en max højde på 120 cm, dog kan der være gennemslag på optil 145 cm, de kan være optil 3 m brede i bunden og 2 m i toppen.

En refusering i terrænet giver 20 strafpoint, anden refusering ved samme forhindring giver 40 strafpoint, tredje refusering på banen resulterer i diskvalifikation. Fald fra hesten eller styrt resulterer i diskvalifikation. Hvis man udløser sikkerhedssystemet på en forhindring giver det 11 strafpoint, vælter man et flag af en forhindring med skulderen, noget der let sker på smalle spring, udløser det 15 strafpoint. Sidst men ikke mindst straffes farlig ridning med 25 strafpoint.

Det hele afgøres med ridebanespringning på den sidste dag. Springbanen svarer til en MB**.

Grand Slam Stævne

Badminton Horse Trials er derudover et af de 3 stævner, der indgår i militaryens Rolex Grand Slam. Denne titel gives til den rytter der vinder Kentucky, Badminton og Burghley i træk, en bedrift kun 2 ryttere har opnået siden den blev indført i 1999.

I ugen optil stævnet så det ud til den britiske rytter Oliver Townend, der lige havde vundet Kentucky ville kunne ride den ind til Badminton, efter han havde misset den til selv samme stævne tilbage i 2018, hvor han havde vundet Burghley i 2017, vundet Kentucky i 2018, men måtte nøjes med en anden plads efter han indkasserede for mange fejl på terrænbanen. Få dage inden stævnet, så Oliver sig nødsaget til at trække hesten Ballaghmor Class, da den tidligere på året havde haft en hovbyld, som gjorde, at han stadig ikke er helt på toppen, Oliver ville derfor ikke byde ham et så krævende stævne som Badminton Horse Trials er. Et sympatisk valg, men ærgerligt for de mange fremmødte, der havde håbet endelig at få endnu en Rolex Grand Slam vinder.

Dressuren

Dressuren dømmes som en almindelig dressurklasse. Programmet dømmes af 3 dommere, deres resultater regnes sammen og der gives en procent ud fra gennemsnittet af deres bedømmelser. Da military rides på strafpoint, skal procenten regnes om til strafpoint, dette gøres ved at trække den opnåede procent fra 100, dette er ekvipagens strafpoint. Så hvis en rytter rider 70%, vil dette blive til 30 strafpoint.

Efter den første dressurdag lå den britiske rytter Bubby Upton nr 1 med 27,3 strafpoint. Et flot comeback efter rytteren i august 2023 brækkede ryggen i et styrt til træning. I lang tid var det usikkert om hun ville komme sig, men i januar 2024 var hun tilbage i sadlen og efter halvdelen af rytterne var gennem deres dressurprogram også nr. 1 til Badminton Horse Trials.

På anden dressurdag formåede kun den britiske Rosalind Canter at slå Bubby Upton. Rosalind red sit program till 25,3 strafpoint. På tredjepladsen var den Newzealandske rytter Tim Price med 27,7 strafpoint. Kun 6,4 strafpoint skilte top-10 fra hinanden, noget der hurtigt kan ændres på terrændagen.

Terrændagen

Den britiske rytter Tom Jackson blev sendt i terrænet, som den første rytter. Han forcerede alle forhindringer fejlfrit. Han kom dog ind 36 sekunder over idealtiden, hvilket indkasserede ham 14,4 strafpoint. Tiden i Badminton plejer at være stram og det kunne se ud til, at i år ikke var anderledes.

Boyd Martin

Foto: Rytter Boyd Martin I Fotograf: Jimmy Leen Friis

Den første top 5 rytter i terrænet var amerikanske Boyd Martin på hans vallak Tsetserleg TSF, også kaldet Thomas, som han red til en VM-sølvmedalje for hold i 2022. Boyd og Thomas fløj rundt på banen indtil de nåede til forhindring 20ABC INEOS Grenadier Sunken Road. Her fik de 2 refuseringer og dermed 60 strafpoint. De 2 refuseringer betød at Boyd fik svært ved at nå den stramme tid. Det blev til hele 25,2 strafpoint. Ekvipagens flotte dressur resultat på 29 strafpoint blev til hele 114,2 strafpoint og dermed et farvel til en topplacering.

Bubby Upton

Foto: Rytter Bubby Upton I Fotograf Malene Markman

Næste top 5 rytter var Bubby Upton. Hun red en flot runde, men udløste sikkerhedssystemet på forhindring 21 Agria Silver Birch Rails og altså 11 strafpoint. Heller ikke Bubby kunne klare den stramme tid og red over målstregen til 15,6 strafpoint. Dermed blev hendes flotte anden plads vekslet til en 18 plads, da dagen var ovre.

Rosalind Canter

Alle var spændte da Rosalind Canter red på banen. Udover at føre efter dressuren, er hun også forsvarende mester. Det var dog ikke Rosalinds dag. På forhindring 10ABCD MARS Badminton Lake udløste hun sikkerhedssystemet på en af forhindringerne og fik en refusering på en anden. Rosalind følte ikke Izilot var med på opgaven, han begyndte at spooke på ting han normalt har det fint med.  Hun valgte derfor at trække sig fra konkurrencen.

Øvrige

De 2 resterende ekvipager i top-5 red begge fejlfri på forhindringerne, dog med nogle få tidsfejl. Tim Price og Vitality fik 4 tidsfejl, dette var nok tik at rykke op på første pladsen. Emily King og Valmy Biats red ligeledes fejlfri på forhindringerne men med 8,8 strafpoint for overskridelse af tiden.

Militarylegenden William Fox-Pitt red med kun 2,4 tidsfejl sig ind på en foreløbig andenplads.

Foto: Rytter Lucy Latta I Fotograf: Jimmy Leen Friis

Dagens store overraskelse var den Irske rytter Lucy Latta. Lucy blev bedste rytter i terrænet med kun 0,4 tidsfejl hvilket rykkede hende fra en 46. plads efter dressur til top-3. Udover Badminton Horse Trials 2024 var Lucys første 5* stævne, er hun amatørrytter.

Spændende afslutning i ridebanespringning

Der var lagt op til en spændende afslutning med kun 5,5 strafpoint der skilte top-3 ad.

For spændingens skyld, bliver ridebanespringning afholdt i omvendt start rækkefølge. Den første halvdel på banen rider med mange fejl, både på tiden og springene. Det var dog ikke kun i bunden der blev indkasseret fejl på springbanen. Kun 3 ryttere formåede at ride 0 fejl i ridebanespring. Britiske Bubby Upton og Alexander Bragg og New Zealandske Caroline Powell, Nr 5 Sarah Ennis ramte ikke dagen og red med 20 fejl på springene og 0,4 tidsfejl. Næste rytter på banen var Emily King, hun red med 8 fejl på banen og 0,4 tidsfejl. Alle var spændte, da Amatørrytteren Lucy Latta red på banen, desværre tog hun 2 bomme, som placerede hende på en foreløbig anden plads bagved Caroline Powell. Men med de 2 erfarne herre der skulle på banen efterfølgende, virkede Lucys drøm om en top-3 placering langt væk.

William Fox-Pitt efterlod publikum i chok. Han red 24 fejl på banen og 0,4 fejl på tid. Efter sådan et ridt virkede alt muligt, men det var dog forventet, at Tim Price, der havde holdt sig i toppen gennem hele konkurrencen, ville holde sig indenfor de 11,5 strafpoint der skilte ham og Caroline Powell ad. Til alles store overraskelse leverede han hele 20 fejl og faldt helt ned på 8. pladsen.

Foto: Tim Price I Fotograf: Jimmy Leen Friis

Hvilket betød at Caroline Powell blev den kun anden newzealandske kvinde til at vinde Badminton Horse Trials. Den irske amatør rytter Lucy Latta blev nr 2 og britiske Alexander Bragg blev nr 3.

Læs seneste på HorseJournal

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *