Berigelse og Mental Stimulering

Foto: Privat

Berigelse og Mental Stimulering. Dette blogindlæg er et gæsteindlæg her på HorseJournal skrevet af Julie Keller fra positivehorsemanship.dk. Lær Julie bedre at kende her.

De forhold de fleste af os holder heste under i Danmark er ganske unaturlige og langt fra optimale i forhold til hvad hesten af natur er skabt til og det har langt mere indflydelse på hestens adfærd end vi er klar over.

Vildheste

Vidste du at der i studier af vildheste stort set aldrig observeres konflikter? I vildheste flokke er der ingen sure føre hopper eller dominerende heste som vil bestemme over andre. De lever en harmonisk familie tilværelse og ikke engang hingstekampe er et almindeligt syn.

Hvad kan vi gøre ved det?

Først og fremmest skal vi naturligvis sørge for at hestens basale behov er dækket: foldtid, fysisk kontakt med artsfæller, frihed og plads til at bevæge sig, ly og læ for vind, vejr og insekter, rent vand og adgang til passende mængder stråfoder. Men dette udgør faktisk kun det absolutte minimum.

Og dette bringer mig til agendaen for dette blogindlæg. Berigelse og mental stimulering.

Studier har vist at dyr som er opvokset i et “beriget miljø” har målbart bedre hjerne strukturer end dyr som er opvokset i et bart miljø. Av for den, så det ændrer simpelthen helt fysisk på hjernen når vi holder vores heste på flade, tomme folde. Men det er ikke for sent at hjælpe vores heste. Studier på voksne dyr har også vist at berigelse af dyrets miljø mindsker kronisk stress, angst og depression.

Så hvordan gør vi det rent praktisk?

De fleste af os har ikke mulighed for at købe et kæmpe område med vild natur vi kan slippe hestene løs i, men det betyder ikke, at der ikke er noget vi kan gøre for at simulere den mentale stimulering hesten får i naturen, hvis vi arbejder på at tilføje nogen af de elementer i dens miljø som hører til i dens vilde liv. Først og fremmest skal vi tænke på, hvordan hesten bruger sin tid i naturen og hvilke udfordringer den har og forsøge at simulere dette. Dernæst kan vi se på hestens sansesystem og forsøge om vi kan tilføre mere naturlig stimulering af alle hestens sanser.

Bevægelse

I den vilde natur bevæger hesten sig godt 30.000 skridt om dagen når den går og søger efter føde. Dette er ikke noget vi kan gøre op for med træning, det kræver en indsats i hestens omgivelser at få dem til at bevæge sig mere i dagligdagen. Og det er netop formålet med vandrefolde også kaldet paddock paradise. Ved at anlægge stistystemer og placere hø stationer, læ/ hvile områder og vand længst muligt fra hinanden på sporet, kan man få heste til at bevæge sig mere. Nu er det ikke fordi jeg siger at du skal anlægge et helt PP system, men vi kan med stor gavn lade os inspirere. Fx har jeg valgt at lægge min ridebane midt på min grund, sådan så hestene har en sti hele vejen rundt om den, i stedet for at den ligger ude ved siden af folden.

Føde-Søge-Adfærd

Vildhestens liv handler hovedsageligt om at søge efter føde og de bruger i gennemsnit ca. 14 timer i døgnet på det. Derfor er det klar det område vi bør have mest fokus på, og det er heldigvis også et af de områder hvor det er nemmest at gøre noget, selv hvis ikke du har mulighed for at lave så meget om på din hests fold.

Det kan gøres ganske simpelt ved at fordele hestens stråfoder i flere bunker (eller foderstationer.) Ved at sprede æbler eller gulerødder rundt på folden. Ved at give hø i høbolde, eller ved på andre måder at tilføre hesten ekstra mad som den skal arbejde for at finde, fx med hjælp fra godbidsbolde, snufflemats og andre smarte anordninger eller kreative påfund.

Terræn

I naturen vil hesten forcere mange forskellige typer terræn og underlag og dette er med til at forbedre hestens balance og kropsfornemmelse og dette er ikke kun til gavn for hestens mentale stimulering men også med til at gøre hesten mere modstandsdygtig overfor skader. I praksis betyder det, at det kan være en fordel at anlægge nogle bakker eller forhøjninger på folden hvis din grund er meget flad, man kan lægge sten og træstubbe/stammer ud som hesten skal navigere imellem. Og man kan anlægge områder med sand, grus og beton (i mangel på ægte klippegrund) som vil stimulere hestens receptorer i hovene forskelligt.

Kløpæl og Træer

Det er ikke en erstatning for en god ven at klø med, men det kan være en ekstra tilføjelse til hestens følesans, at den har noget at gnubbe sig på. Fx en god solid stolpe man har skruet forskellige strigler fast på. Eller nogle gode store træer. Bare undgå giftige træer som ahorn, taks, eg mf. Hvis du planter nye træer på folden skal du sørge for at beskytte dem de første år, så hesten ikke beskadiger dem, og der er en god ide at vælge træer som hesten ikke vil æde barken fra.

Lugte

Hesten bruger lugtesansen meget mere end vi gør, og det har ganske stor effekt på hestens nervesystem når vi stimulerer hestens lugtesans. Mange har hørt om Scent Work eller Nosework. Det er en super god aktivitet og især velegnet til en hest som har haft boksro eller skal genopstartes efter pause. Men der er også ting du kan gøre som kræver mindre indblanding og giver mere “passiv” træning, og det er fx sådan noget som at plante krydder urter og duftende blomster langs med hestenes fold. Krydderurter som mynte, oregano og lavendel er ekstremt nemme at holde og har en skøn duft. Heste er også meget interesserede i at snuse til afføring fra andre dyr, så dette kan man også benytte sig af, ved at tilføje fremmed afføring til hestenes fold (men vær obs på at det selvfølgelig skal være fra raske dyr!)
Du kan også med fordel sprede lækkerier på folden før eller efter solop/nedgang for at få hesten til at søge efter det med hjælp fra lugtesansen.

Smage

Denne klares nemt ved at tilbyde hesten mad som den ikke er vandt til at få. Fx. friske blade fra træer, lyng, roer, rødbeder, krydderurter eller ved at tilføje lidt urte-te til hestens hø ration en gang imellem. Jeg anbefaler ikke at man stimulerer hestens smagssans med sukker- og stivelses- holdige hestebolcher, da dette har en helt anden effekt på hestens hjernekemi, som ikke nødvendigvis er lige så gavnlig. Af samme årsag mener jeg, at frugt skal være en mere sjælden snack. Når du fodrer hesten med nye ting så skal du naturligvis sørge for at undersøge om det er giftigt for heste inden.

Lyde

Høresansen er muligvis den sværeste sans at tilbyde stimulering til, og man bør også være opmærksom på at eftersom heste ikke er ret verbale dyr, så bruger de hovedsagelig deres høresans til at lytte efter rovdyr. Dette kan betyde i praksis at heste som er understimulerede ofte overreagere på lyde, så derfor kan det være en meget gavnlig ting at arbejde på at stimulere dem med lyde, men det skal gøre på en måde så det ikke skræmmer eller ophidser hesten, for i så fald har du bare trænet hesten til at blive mere bange for lyde. I praksis er det bedste naturlige lyde fra omverdenen, fremmede dyr, børn som leger, mennesker som arbejder med værktøj, køretøjer osv. De lyde du kan tilføje som er nemmere at kontrollere er sådan noget som vindharper og musik. Når det gælder musik er der lavet nogle studier som viser at klassisk musik og meditations musik har en positiv effekt på hestens mentale tilstand mens jazz og rock musik har en negativ effekt.

Heste på Stald

Sidst men ikke mindst, vil jeg nævne at mange af disse tips med fordel kan bruges til at holde en hest på boksro mere stimuleret, men det skal anses som et plaster på såret, og ikke en reel løsning som kan gøre op for et hesteliv som foregår hovedsageligt på stald. Jeg vil til hver en tid anbefale at sunde og raske heste går i løsdrift eller som minimum er ude 12 timer i døgnet med venner. Det er vigtigt både for deres mentale og fysiske helbred. Heste er vanedyr og kan godt virke som om de gerne vil ind når de er vandt til det, men vil ofte, hvis de tilbydes mere naturlige foldforhold med passende foder og aktivering, elske at blive ude heste. Det kræver bare mere end en flad, bar fold hvor der ikke er noget at tage sig til.
Der kan være gode grunde til at tage heste på boks for natten, men i mine øjne bør det være den absolut sidste løsning man tyer til, hvis alt andet er forsøgt for at få hesten til at fungere ude. Netop fordi der så stort et indgreb i hestens naturlige adfærd.

Kilde: positivehorsemanship.dk

Seneste på HorseJournal

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *