Udtaget til OL – Ja, det er helt vildt

Nadja Aaboe Sloth

Foto: Nadja Aaboe Sloth med lillesøsteren til den kommende OL hest Favour Gersdorf. Fotograf og Interview: Hanne Prier

Udtaget til OL – Ja, det er helt vildt. HorseJournal har talt med Dressurrytter Nadja Aaboe Sloth, som med sin hest Favour Gersdorf er blevet udtaget til OL, og skal med til Paris som reserve.

Nadja red sin første MA for 4 år siden. Sidste år blev hun udtaget til B truppen og i år er således første år i A truppen. Nadja har aldrig tidligere været inde omkring landsholdssammenhæng.

Til dagligt er hun fuldtidsansat fængselsbetjent, med ca. 10 lange vagter om måneden. Desuden har Nadja 8-10 heste i arbejde. Dels hendes egne to heste og dels heste hun har inde i ridning og uddannelse for andre. Desuden underviser hun også. Det hele hænger sammen med god hjælp fra en fuldtidsansat i stalden og gode opstaldere, der træder til når Nadja er på vagt.

Til spørgsmålet – Hvad glæder du dig mest til? svarer Nadja: “Jeg glæder mig helt vildt til at få den her kæmpe oplevelse, og være en del af det kæmpe setup. Få den rutine med. Jeg glæder mig bare til det hele.”

Nadja stort tillykke med udtagelsen til OL. Det er jo fantastisk.

“Tusind tak – ja det er helt vildt. Det havde jeg slet ikke forestillet mig.”

Hvilke følelser går det gennem kroppen, når man får sådan en besked?

“Jeg tror bare det er glæde, og en ro over, at alt det man har kæmpet for og trænet mod, det bare spiller og lykkes. Det er næsten ikke til at beskrive.”

Så du havde ikke forventet det?

“Nej, jeg vidste jo godt, at vi alle 8 lå i gruppen til at kunne blive udtaget, at vi alle var indstillet, men vi har også bare et rigtig stærk dressurlandshold i Danmark, så at kunne blande sig deroppe, det havde jeg på intet tidspunkt håbet eller troet var realistisk.”

Hvornår fik du beskeden?

Mandag morgen kl. 9.00.

Nu er du jo reserve, hvordan forbereder man sig så?

“Jeg tænker at jeg skal forberede mig fuldstændig som de andre, så jeg står lige så skarpt som de andre gør forhåbentlig, hvis uheldet er ude, og jeg er nødt til at træde til. Lige nu er Favour i aqua træning, for lige at komme sig ovenpå Aachen. Jeg tænker han kommer hjem her sidst på ugen, og så går vi stille og roligt i gang. Der er stadig 16 dage til afrejse, og en del dage efter vi er kommet til Paris. Så han skal bare køres lige så stille op i gear igen, når han er kommet hjem fra aqua træning, uden at han er helt i topform, før vi er lige ved at nærme os afgang.

Du trak ham i Küren i Aachen, kan du fortælle om hvorfor du valgte det?

“Ja, det gjorde jeg fordi han desværre havde en løs sko dernede, som smeden havde sat fast, og det resulterede i at han havde fået en varm hov og fået puls i benet, så vi pillede skoen af ham igen lørdag aften, og fik den sat på ham igen, og så valgte vi at køre hjem søndag morgen.

Hjælp Nadja og Favour på køreturen til Paris.

Det er jo dyrt når man skal rejse så langt med sin hest, og du har fortalt mig at du vil køre Favour i trailer til Paris. Jeg tænker det kan være hårdt at køre i trailer så langt, så derfor ville det være skønt, hvis man kunne finde nogen, som ville stille en lille lastbil til rådighed, så I kunne komme mere komfortabelt derned. Jeg ved du har taget trailerturen før, men det vil give jer en langt mere behagelig rejse, og du vil have mulighed for at komme hurtigere frem. “Ja, det vil være helt fantastisk.” Så hvis der er nogen derude der vil stille en lille lastbil til rådighed, så kunne der blive lavet en masse omtale både på SoMe og her på HorseJournal, så vil vi bakke det 100% op. En kæmpe stor hjælp. “Ja, helt sikkert”

Hvordan foregår de næste 16 dage?

“Efter denne uge med restitution, så kommer han hjem til weekenden, og på mandag starter jeg lidt let op med træning, og så intensiverer vi træningen stille og rolig op mod afrejsedagen.

Er der nogen ekstra omkostninger for jer ved at komme til OL, og hvordan med økonomisk støtte – er der det?

“Ja, det er der – både Dansk Rideforbund og Team Danmark giver støtte til de større stævner, og det gør de også til OL.

Vi er spændt på at heppe. Vi er med til OL. Vi må selvfølgelig ikke håbe at du kommer på banen, for det er jo æv for de andre udtagne, men hvis du får lov at ride, så ønsker vi dig alt mulig held og lykke.

“Tusind tak”

Seneste på HorseJournal

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *