Vi nærmer os maj måned, naturen springer ud og der er flere lyse timer. Foråret indbyder til at tage smukke billeder af dig og din hest. Et godt fotoshoot handler dog ikke kun om at trykke på kameraets udløser. Der skal lidt til, når en hest der lever et naturligt hesteliv, skal gøres klar til et fotoshoot. Det handler om forberedelse, energi og øje for detaljer – både hvad angår dig og din hest. Vil du skabe billeder, der virkelig stråler, så læs med her, hvor du guides gennem forskellige trin, der kan være med til at få både dig og din hest til at shine, og skabe smukke billeder og minder.
Grooming – få hesten til at stråle
Start med at sikre, at hesten er velplejet og klar inden fotografen ankommer. Vask eventuelt hesten dagen før – særligt ben, hale, man, samt krop, hvis det er nødvendigt. Sørg for at rede man og hale grundigt igennem, og brug gerne lidt Showshine for ekstra glans (undgå dog sadel- og gjordleje, hvis hesten skal rides. Alt efter produkt kan pelsen blive glat, hvilket kan påvirke hvordan sadlen ligger på hesten).
Giv hesten en kærlig og grundig strigletur, så den fremstår skinnende og velplejet. Jo mere tid du bruger på dette, desto mere vil hestens naturlige skønhed træde frem på billederne.
Små detaljer – mule og øjne
De små ting gør en stor forskel på nærbilleder. Rengør mule og næsebor med en fugtig klud og fjern eventuelle skorper eller søvnrester omkring øjnene.
Udstyret – detaljer danner helhedsindtrykket
Tænk helhed: alt udstyr bør være rent og i god stand. Det gælder sadel, trense, grime, dækken, underlag og gamacher. Vælg udstyr, der passer til det ønskede look – og husk at tørre læderudstyr af, så støv, hår og pletter ikke forstyrrer det samlede indtryk.
LÆS OGSÅ: Cecilie Wiese forener passion for heste og fotografi
Planlægning af lokation og lys
Gennemgå de områder, hvor du vil tage billeder, i god tid. Et smukt lys opstår, når solen er lav fx. tidlig morgen eller sen eftermiddag. Mange fotografer foretrækker også let skydække frem for fuld sol, idet skygger og kontraster kan blive skarpe og svære at arbejde med. Sørg for, at fotografen har solen i ryggen, og vælg baggrunde uden rod: natur, pæne hegn eller mure uden distraherende elementer fungerer bedst.
Hvis hesten skal rides, så tjek også solens placering på ridebanen på det ønskede tidspunkt, og planlæg eventuelle skift i sceneriet sammen med fotografen.
LÆS OGSÅ: 100 ideer – Foto og video til din blog og sociale medier
Hestens energi og humør
Billeder fanger stemninger – også din hests. Hvis hesten er meget frisk, kan det være en fordel med lidt let motion inden fotograferingen (Vær dog opmærksom på om hesten sveder eller bliver træt). Er hesten derimod meget rolig, kan du nøjes med at give den tid og ro, så den ser naturligt frisk og glad ud foran kameraet.
Atmosfære – skab ro og tryghed
En tryg hest giver smukke billeder. Giv derfor hesten tid til at stå stille og orientere sig, inden fotograferingen går i gang. Det kan være en fordel at have en hjælper med til at fange hestens opmærksomhed med små, venlige lyde eller gadgets. Pas dog på ikke gøre hesten nervæs eller decideret at skræmme hesten, idet det ses tydeligt i øjnene på specielt nærbilleder.
LÆS OGSÅ: Pigen bag linsen
Din egen forberedelse
Husk også dig selv: Vælg tøj, der er rent, pænt og i harmoni med det ønskede udtryk. Puds støvlerne og gå efter afdæmpede, naturlige farver, der ikke tager fokus fra dig og din hest. Undgå spraglet tøj eller mange stærke farver, som kan skabe uro i billedet.
Bonus Tips
Har du flere gode tips og tricks til en succesfuld fotosession så skriv endelig til os på [email protected], på vores sociale medier eller i en kommentar nedenfor. Vi vil også elske at se dine smukke hestebilleder fra fotoshoots.
Foto: Pexels