Skrevet af Mette Halkjær Rasmussen I Foto: Privat
Jeg har haft ideen til denne artikel siden sidste år, da springrytter Selma Dresler afsluttede sit ponyår på flotteste vis med en toppræstation ved Finalen i FEI Pony Trophy turneringen i Mechelen i Belgien, som foregik mellem jul og nytår, og altså i de absolut sidste dage af hendes ponytid.
For ikke nok med at det var et historisk flot resultat, både for Selma, men også dansk ponyspringsport generelt, så imponerede det mig at se hendes ro og store smil gennem dagene, via reels delt på Instagram. For HorseJournal feedet havde i måneder været præget af alt det svære ved ponytidens afslutning. Derfor kontaktede jeg Selma, for at høre om hun havde lyst til et tilbageblik, og dele sit perspektiv, og måske nogle gode råd, som kan inspirere alle de ryttere, som netop nu, kigger ind i de sidste måneder af ponytiden.
Fyldt med modsatrettede følelser. Man ved, at man snart skal sige farvel til en tid, der for mange har fyldt en stor del af barndommen og ungdommen, måske også til en pony, man holder meget af. Samtidig kan der opstå en følelse af travlhed. Der er stadig stævner, man gerne vil ride, resultater, man drømmer om, og oplevelser, man håber at nå at få med.
Selma kender den følelse. Hun havde selv ambitioner for sit sidste ponyår og begyndte året med en oplevelse af, at der var meget, hun gerne ville nå. Gennem året ændrede hendes tilgang sig. I stedet for at se frem mod det næste, begyndte hun at have mere fokus på den tid med ponyerne, hun faktisk stadig havde.
»Jeg tror, at jeg i starten af året følte, at jeg havde så travlt, fordi der var så meget, jeg gerne ville ride, og jeg ville gerne klare det godt til alle stævnerne. Men jeg tror bare, at til de sidste stævner ville jeg bare nyde det.« Forklarer Selma med smil i stemmen.
Mange år i toppen af dansk ponysport
Selma har været en del af toppen af dansk ponyspringning siden hun var ganske lille og hun vandt DM for første gang for kat III i 2019. Hun begyndte at ride meget tidligt og er vokset op i en familie, hvor heste og ridesport er omdrejningspunktet. Hendes storesøster Olivia rider også internationalt, og Selma bliver trænet af sin far, Thomas Dresler, som ligeledes har været international springrytter.
Selma har gennem årene redet flere ponyer på højeste niveau og deltaget ved både danske og internationale mesterskaber. I 2024 blev hun individuel nordisk mester med Clounamon Coco og var samtidig med til at vinde holdguld for Danmark. Hun deltog ved EM både i 2024 og 2025, og i sit sidste ponyår vandt hun også DM, for blot at nævne nogle af de mange resultater.
De sidste ponyår blev samtidig anderledes end de år, hendes storesøster havde oplevet blot få år tidligere. Bredden i toppen af dansk ponyspringning var blevet mindre. Hvor Olivia havde kunnet tage til mesterskaber sammen med et dansk hold, oplevede Selma flere gange at være eneste danske rytter.
»Jeg var meget alene de sidste to år. Begge mesterskaber var jeg helt alene afsted, hvor de i min søsters årgang var et helt hold på fem ryttere afsted.«
Det samme oplevede hun ved flere Nations Cups. Nogle gange var der enkelte andre danske ryttere med, mens mange af de øvrige nationer kunne stille med hele hold. Selma stod derfor i en særlig situation i sine sidste ponyår. Hun havde erfaringen og niveauet til at konkurrere internationalt, men samtidig var der færre danske ponyryttere omkring hende at dele oplevelserne med.
Følelsen af at skulle nå det hele
Når man ved, at ponytiden slutter ved årets udgang, kan kalenderen let begynde at føles som en nedtælling. For Selma blev den følelse tydelig i begyndelsen af hendes sidste år. Efterhånden fandt hun en anden ro omkring det. Hun ville stadig gerne ride godt, men hun begyndte at give mere slip på forestillingen om alt det, hun nødvendigvis skulle nå.
»Jeg ville ikke tænke så meget på resultater og blive ekstra presset over det. Jeg tror bare, jeg ville gøre det bedste, jeg kunne, og så måtte man se, hvad der skete. Og ikke skynde sig for meget med, at jeg skulle nå det her, og jeg skulle komme i finalen i det her. Man måtte bare se, hvad der kom.«
Det gjaldt også spørgsmålet om, hvornår den sidste internationale start egentlig ville blive. Hvis Selma ikke var kommet med til den internationale turnering mellem jul og nytår, var hendes ponytid sluttet ved Baltic Cup. »Og det havde også været fint. « siger hun oprigtigt.
Et nyt makkerskab i det sidste ponyår
En af de ponyer, der kom til at præge Selmas sidste år, var Lady Crown. Selma fik hende først i stalden i april 2025, og Lady havde på det tidspunkt ikke gået stævner i lidt over et år, og de to skulle naturligvis lige lære hinanden at kende.
»Vi vidste godt, at hun var en god pony, men idet hun havde haft stævnepause, så skulle vi lige starte op igen. Det tog ikke så lang tid, men var heller ikke helt uden udfordringer.«
Selma red sit første stævne på Lady i slutningen af april eller begyndelsen af maj, og allerede ved deres andet stævne vandt de en Grand Prix.
Lady var ikke familiens egen pony. Gennem flere år har familien Dresler haft et samarbejde med en familie i Holland, hvis ponyer Selma har redet. Samarbejdet begyndte, efter den hollandske familie købte Olivias tidligere EM-pony, og siden udviklede det sig til et venskab og et samarbejde omkring flere ponyer.
»De fleste af de ponyer, jeg faktisk har redet de sidste to år, har været en aftale med nogen, vi kender nede fra Holland, hvor jeg har redet deres ponyer, og de har ejet dem hele tiden.«
Selma red tre af familiens ponyer, og Lady blev den pony, hun skulle komme til at slutte hele sin ponytid med.
»Alt kan ske på en runde«
Mange års stævner har lært Selma, at selv den bedst forberedte rytter ikke kan bestemme resultatet på forhånd.
»Jeg har ligesom lært fra meget ung alder, at alt kan ske på en runde. Man kan føre og være den sidste, der skal ride ind, og man kan afgøre det selv og vinde, men man kan også falde af, eller man kan få tre bomme.«
Det blev næsten præcis den situation, hun selv stod i ved sin sidste store internationale finale. Selma lå nummer ét, da hun som sidste rytter skulle ind på banen med Lady. En enkelt bom betød, at sejren glippede, og hun sluttede som nummer to.
For en rytter, der gennem hele året havde mærket ønsket om at nå så meget som muligt, kunne den ene bom let være blevet det, hun huskede fra sin sidste tur. Det blev den ikke.
»Jeg var den sidste, der red ind der i finalen, hvor jeg så fik en bom, og så blev nummer to. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre end at ride den sidste tur med Lady.«
Selma husker derfor ikke først og fremmest sin sidste ponyrunde som den sejr, hun næsten fik. Hun husker den som den sidste tur med en pony, hun var blevet meget glad for.
»Man skal virkelig bare slappe af og tage det helt roligt, inden man skal ride. Altid. Og være forberedt på at alt kan ske. «
Tiden går ikke hurtigere, fordi ponytiden slutter
Når Selma i dag skal sætte ord på, hvad hun gerne vil give videre til de ponyryttere, der selv nærmer sig de sidste måneder, vender hun tilbage til noget meget enkelt.
»Man ved ikke, hvornår det er den sidste tur, så man skal bare nyde hver tur, man rider nu.«
En pony kan blive solgt tidligere end forventet. Planer kan ændre sig. Det sidste stævne bliver måske ikke det stævne, man på forhånd havde forestillet sig. Omvendt kan der også dukke en mulighed op, som man ikke havde regnet med. Det ændrer ikke på værdien af den tid, der er lige nu.
»Man har ikke travlt. Tiden går ikke hurtigere, bare fordi man skal af med ponyerne. Man skal ikke skynde sig med at ride og skulle vinde alt det, man gerne vil nå at vinde.«
Selvfølgelig må man stadig gerne have mål og drømme. Det havde Selma også. Pointen er snarere, at det sidste resultat ikke behøver afgøre, om ponytiden blev sådan, som man håbede på.
»Hvis man når det, så når man det, men hvis ikke, så har man haft en fantastisk tid med ponyerne.«
Det må også gerne være sørgeligt
Selma kender godt til afskeden med ponyer. I 2024 red Selma samme stævne, dengang på ponyen Clounamon Coco, som hun havde haft i et år. Dengang sluttede hun også på podiet med en tredjeplads. Efterfølgende blev Coco solgt.
»Det var selvfølgelig lidt hårdt. Det var inden, jeg havde alle de andre. Der følte jeg lidt, at jeg ikke havde nogen ponyer tilbage, så der følte jeg ikke rigtig, at jeg ville komme videre derfra, og derfor følte jeg, at jeg havde så travlt.«
Siden kom aftalen om bl.a. Lady i stand og det sidste år blev fyldt med både stævner og store resultater. Da HorseJournal taler med Selma, har familien netop samme dag solgt den sidste pony i stalden. Det er en pony, familien har haft, siden den var fire år, og som både Selma og hendes søster har haft en lang historie med.
Der er derfor ikke noget i Selmas tilgang, der handler om, at man ikke må være ked af at sige farvel. Afskeden er en del af det. »Det er selvfølgelig sørgeligt, men man kommer videre.«
For Selma har det hjulpet, at der også ventede noget andet. Ikke som en erstatning for ponyerne, men som næste del af hendes liv med heste.
Først ponyerne, så hestene
Selma begyndte allerede at ride de to heste, hun har nu, mens hun stadig var ponyrytter. Hun kunne derfor godt se frem mod livet som juniorrytter, og selvom hun tidligere har redet hest i Children-årene, forsøgte hun bevidst ikke at flytte hele sit fokus over på hestene, før ponytiden faktisk var slut.
»Jeg tror bare, at jeg ville fokusere så meget som muligt på ponyerne, mens jeg stadig kunne ride dem. Og så gik jeg fuldt fokus på hestene, lige så snart jeg var færdig.«
Der var allerede meget at holde styr på. Ved siden af ridningen passede Selma sin skole, og familien var meget afsted til stævner. Derfor havde hun ikke brug for samtidig at lægge endnu et lag af forventninger ovenpå.
»Jeg havde både skole, og så var vi afsted virkelig meget sidste år. Og så var det også lidt meget, hvis jeg skulle til at få fokus på junior allerede der.«
Det gav hende mulighed for at være ponyrytter, så længe hun faktisk var det, velvidende at hestene ventede bagefter.
Nye oplevelser på hest
I dag er det hestene Bruunholms Badabing og Princess Naila, der er Selmas partnere. Selma går samtidig i 3.g, så hverdagen skal rumme både gymnasiet og sporten.
Overgangen til juniorrækken er gået godt. Selma har allerede været med til mange stævner på hest og har blandt andet været med til at vinde nordisk-baltisk holdguld.
Det er næsten bemærkelsesværdigt, hvor nøgternt hun selv beskriver overgangen.
»Jeg synes, det har været et godt år. Jeg har været med til mange stævner. Det har været en god start. Vi fik guld til Nordisk. Så jeg synes, det har været en god start.«
Inden ponytiden sluttede, havde hun ikke været sikker på, hvad hun egentlig ville have at ride på bagefter. »Jeg havde tænkt sidste år, at jeg ikke havde noget at ride på, men jeg tog det, jeg havde, og det gik fint.« Det næste behøvede med andre ord ikke være fuldstændig planlagt, før hun kunne give slip på det gamle.
Drømmer om at opleve hestelivet i udlandet
Til sommer slutter endnu en epoke, når Selma bliver student. Heller ikke her ligger fremtiden helt fast endnu, men hun ved, at hestene fortsat skal være en del af den.
»Jeg vil selvfølgelig gerne ride videre. Måske komme ud nogle steder og ride. Det kommer an på, hvad vi har hjemme at ride på.«
Hun er nysgerrig på at opleve andre stalde og se, hvordan man arbejder med hestene andre steder. Olivia har allerede vist en mulig vej. Efter sin studentereksamen tilbragte hun nogle måneder i Holland og derefter tre måneder i Wellington i Florida.
»Det så virkelig, virkelig fedt ud. Men ja, man må se, hvad der sker.«
Der er en tydelig forskel på den fremtid og den afslutning, Selma stod overfor som ponyrytter. Ponyårene havde en fast slutdato. Det har livet med heste ikke på samme måde.
»Der er ikke nogen tidsgrænse på det. Man kan ride videre, så længe man vil.«
For den ponyrytter, der lige nu ser kalenderen bevæge sig mod årets sidste måneder, ændrer det selvfølgelig ikke på, at et vigtigt kapitel er ved at slutte. Det behøver det heller ikke.
Måske handler det mere om at lade de sidste måneder få lov til stadig at være ponytid, frem for at gøre dem til en lang afsked. At ride det stævne, man er til. At nyde den pony, man stadig har. At drømme om resultater uden at gøre dem til betingelsen for en god afslutning.
Selma fandt selv mere ro, da hun holdt op med at forsøge at nå det hele. Måske er det netop derfor, hendes enkleste råd er værd at tage med sig: »Man har ikke travlt.«
5 ting du kan tage med ind i de sidste måneder som ponyrytter
Selmas erfaringer peger på nogle enkle greb, der kan hjælpe, når glæden ved den sidste ponytid begynder at blive blandet med tidspres, forventninger og tanken om det kommende farvel.
Lad målene være drømme, ikke krav. Du må gerne ønske dig et bestemt stævne, en finale eller et resultat. Prøv samtidig at skelne mellem »det ville jeg virkelig gerne opleve« og »det skal ske, før min ponytid har været god«. Det sidste lægger et stort ansvar på nogle få rideture.
Vær opmærksom på følelsen af travlhed. Når tankerne begynder at handle om alt det, du mangler at nå, så husk Selmas meget konkrete pointe: Tiden går ikke hurtigere. Den ridetur, du har i dag, behøver ikke samtidig handle om december.
Giv plads til, at du godt må være ked af det. Målet er ikke at komme gennem den sidste ponytid uden sorg. Hvis det gør ondt at tænke på afskeden, fortæller det også noget om, hvor meget ponyen og årene sammen har betydet. Glæden ved det, der stadig er, og sorgen over det, der snart slutter, kan godt eksistere samtidig.
Lad være med at tage forskud på det næste. Hestene, juniorårene eller noget helt tredje skal nok komme. Selma begyndte selv på hest, inden ponytiden var slut, men valgte at lade hovedfokus blive hos ponyerne, mens hun stadig kunne ride dem.
Udvid billedet af en god afslutning. Måske bliver den sidste store runde fejlfri. Måske falder der en bom. Måske bliver ponyen solgt før det stævne, du havde forestillet dig skulle være det sidste. Den gode afslutning kan også være alle de almindelige dage, ture, træninger og øjeblikke, der ligger omkring resultaterne.
Fakta om Selma Hundborg Dresler
Disciplin: Springning
Aktuelt i sporten: Junior på hest
Skole: Går i 3.g
Ponymeritter: Blandt andet individuel nordisk mester, nordisk holdguld, dansk mester flere gange og deltagelse ved EM.
Sidste ponyår: Red internationalt på højeste niveau og var blandt andet eneste danske ponyspringrytter ved EM.
Sidste store internationale resultat på pony: Nummer to i FEI Jumping Ponies’ Trophy-finalen med Lady Crown.
Heste i dag: Bruunholms Badabing og Princess Naila.
Efter ponytiden: Har blandt andet vundet nordisk-baltisk holdguld som junior.
Efter gymnasiet: Vil gerne fortsætte med at ride og overvejer at tage til udlandet for at opleve andre stalde og måder at arbejde med heste på.
Følg med i Selmas liv med hestene på Instagram @selmadresler_