I ridesporten er vi omgivet af resultater på mange måder. Procenter, nulrunder, point, placeringer og live-opdateringer fylder en stor del af det fælles sprog. Men måske er der også en anden måde at tænke motivation på. Et skifte væk fra, at succes kun er lig med at stå øverst på præmiepodiet eller ride først med den røde roset på æresrunden.
Denne tanke opstod, da dressurrytter Benedikte Windfeld delte en story, hvor hun skrev, at hendes hest Santa Lucia havde gået en dressurklasse til et resultat, der var deres PB (Personal Best) Ikke et resultat, der måles mod andre, men mod dem selv.
Det er en form for motivation, der ikke så ofte italesættes i sporten, men som måske kan være vigtigere end nogensinde.
At ride mod sig selv
Vi har spurgt Benedikte ind til sin story om PB, og motivation generelt. Hun rider mange heste og har forskellige mål til de forskellige stævner alt afhængig af hestenes niveau etc.
“Til stævner konkurrerer jeg ofte mod mig selv forstået på den måde, at jeg har en plan hjemmefra… man kan ikke bare have nogle ambitiøse mål om at ville vinde hver gang. Man er nødt til at se på sin hest og være realistisk omkring, hvor den befinder sig fysisk og mentalt.”
Mål, der betyder mere end rosetter
Ridesporten rummer mange typer “sejre”, og Benedikte skriver desuden:
“Jeg tager altid noget positivt med hjem fra hvert stævne. Enten har jeg været på præmieskamlen, og så er det jo nemt at glædes over stævnet, men ellers har der helt sikkert været noget andet positivt.”
“Nogle gange har man fået noget ekstra med ind på banen i traven, eller hesten har galoperet mere rummeligt end til sidst stævne, haft mere bæring i traverserne, eller lagt sig bedre til i fri skridt. Jeg bruger meget tid og mange penge på at ride stævner, og jeg gider ikke køre sur og ærgerlig derfra. Det skal gerne være sjovt, og det tror jeg også, hestene kan mærke.”
“Nogle gange vinder man. Nogle gange gør man ikke, og det er heller ikke altid målet, men man høster altid værdifuld erfaring” Benedikte Windfeld
Her vægtes udvikling over sammenligning. Horsemanship over præstation. Den tilgang forudsætter et ansvar for, at en hest ikke er en maskine, men et levende væsen med dagsform, sind og forudsætninger.
LÆS OGSÅ: Er dressursporten virkelig kørt af sporet?
Hestevelfærd og motivation går hånd i hånd
Når man spørger voksne ryttere, hvorfor de red som børn, lyder svaret ofte: “Fordi jeg elskede hestene.” Men presset i sporten, økonomisk, socialt og præstationsmæssigt, kan skubbe motivationen væk fra det oprindelige udgangspunkt.
Benedikte formulerer det præcist:
“Det er meget specielt, at vi bruger en hest i en sport, som vi mennesker har valgt, uden nogen form for accept eller samtykke fra hestens side. Det kræver, at vi som ryttere er gode til at læse, hvor vi har hesten mentalt, og at vi har et veludviklet moralsk kompas i forhold til at bruge hestene på en ordentlig måde, og aldrig fristes til at misbruge det i vores iver på at vinde.”
Når rytterens mål er fleksible, realistiske og tilpasset hestens dagsform, styrkes både trivsel og relation.
Når personlige mål bliver sportens stærkeste drivkraft
En Personal Best kan være større end en roset. En nulrunde vigtigere end en top 5-placering. En stabil tur på en ung hest en milepæl, kun de nærmeste forstår. Denne udvikling, væk fra udelukkende ydre validering og hen mod indre drivkraft, kan måske gøre sporten både stærkere og sundere.
Motivation kan tage mange former:
- en stabil, rolig tur
- bedre overgange end sidst
- mere balance eller bæring
- fokus hele vejen gennem programmet
- at bevare samarbejdet under mentalt pres
- at hjælpe en ung hest trygt gennem sin første stævneoplevelse
Det er en mentalitet, der gør sporten mere bæredygtig, både for ryttere og heste.
Personal best – Den stærkeste sejr
En Personal Best rummer noget fundamentalt: Et mål man selv ejer. Et resultat, der ikke afhænger af andre. En udvikling, der siger noget om samarbejdet med hesten frem for placeringen i klassen.
Kan det tænkes, hvis flere ryttere begynder at se stævner som pejlemærker for læring i stedet for målepunkter for succes, at der så kan skabes en sundere sportskultur. En kultur, hvor:
- stævner bliver læringsrum
- forskelle i uddannelsesniveau respekteres
- ryttere sammenligner sig mindre med andre og mere med sig selv
- hestenes trivsel indgår aktivt i målsætningen
Benediktes oplevelse med Santa Lucia er i hvert fald et godt eksempel: Et resultat, der både er en sportslig bedrift og et udtryk for en mentalitet, der prioriterer udvikling over pres.
Måske er det en retning, flere ryttere, og sporten som helhed, er på vej imod. Hvad tænker du?
