Kræfter på Kræft - Horse Journal

Tekst & Foto: Mette Halkjær Rasmussen

Kræfter på Kræft. Jeg har talt med Nadja Mundberg om interessen for heste, og hendes vej i branchen og sporten. En oprigtig snak om, hvad drømme kan bringe, i kombination med hårdt arbejde, og også hvad hestene kan give os i modgang og hårde tider.

Nadja er 33 år, og bor på den idylliske gård, Gammelgaard ved Skive, sammen med sin mand og søn på 5 år. Familien tæller også to skønne hunde, to ponyer, samt hesten Dolche Gabbana 2008/DV/Blue Hors Don Romantic/Daphne/Attention, i daglig tale kaldet Dolly. Nadja er dressurrytter og konkurrerer pt. på MA niveau.

Måske er du stødt på hendes flotte profil på Instagram. Den hedder @gammelgaard.dk. Profilen har pt. knap 13.000 følgere, og her deler Nadja ud af livet på landet. Profilen er en god blanding af renovering, have, jagt, fritid og naturligvis Dolly.

Umiddelbart kan Nadjas liv, se nemt og glamourøst ud, men det er det langt fra. Nadja har oplevet sin del modgang gennem tiden, og en stor ejendom er hårdt arbejde. Nadja har dog modet til at dele ud af de svære emner. Fx taler hun om hvordan det er at have kræft, som hun desværre blev ramt af sidste år.

Barndommen

Vi starter dog et helt andet sted, nemlig ved begyndelsen på hesteinteressen. Nadja fortæller ”Jeg kommer ikke fra en hestefamilie, så jeg er ikke blevet præget, eller har fået stillet ponyer til rådighed på baggrund af, at mine forældre var i sporten. Jeg har selv fra helt lille været fascineret af heste. Min første tegning i børnehaven, var en hest med sadel og det hele. Siden jeg lærte at læse, ønskede jeg mig altid hesteblade. Jeg elskede at dykke ned i artiklerne og sugede alt det teoretiske og den faglige viden til mig.

De første gange, jeg prøvede at ride, var en træktur på et kræmmermarked. Vi boede i en landsby, hvor der var en lille rideskole i forbindelse med et connemara stutteri. Her begyndte jeg at komme, da jeg blev lidt ældre, sammen med andre børn fra området. Vores forældre satte os af, og så lærte vi ellers både omgangen med hestene og at ride af stedets ejere, og større piger. Vi var også med til alle de praktiske opgaver, som at muge ud, feje, skovle hovslag osv. Det var lige på og hårdt, men gav mig en grundlæggende forståelse for hestene, og hvad der skal til, for at de har det godt, og at et sted kan fungere. Dengang var jeg mest springrytter og jeg red også lidt stævner.

Interessen holdt ved og Nadja fik sin egen pony. Eller det vil sige, hun fik egentlig en hest, for højden var 152 cm. ”Jeg var selvfølgelig taknemmelig, for at få min egen hest, men en lille ponyhest til en pige på ti år, som gerne ville springe, var jo ikke det optimale valg. Det var noget op ad bakke, og til stævner blev det ofte til halvdårlige ridt og diskvalifikationer.”

På et tidspunkt ændrede Nadjas familieforhold sig. Hun flyttede med sin mor, og blev en del af en anden rideklub. Minihesten kunne stå hjemme, og for et beskedent beløb blev det købt en kat II pony, som skulle være selskabspony. ”Jeg stod selv for morgenfodringen inden jeg skulle i skole, og min mor hjalp til middag, og så var jeg selv på igen om aftenen.”

Nadja formåede trods bump på vejen at udvikle både minihesten og ponyen, og begge blev solgt godt, som henholdsvis handicaphest og springpony. De to salg blev grundlag for indkøbet af en ny springhest, som fulgte hende i de år, hun var under uddannelse.

Udannelse

”Jeg var ikke den mest koncentrerede skoleelev, men var god til at hive nogle ok eksamenskarakterer hjem. Da jeg gik i 10. klasse, var min skoletræthed dog blevet ret udpræget, og det endte med, at jeg skiftede spor og begyndte på landbrugsskole. I den forbindelse skulle jeg finde en praktikplads, og hvad gør man, når man har et ikke eksisterende netværk i branchen? Jeg troppede op ”med hatten i hånden” på Vilhelmsborg, hvor jeg var så heldig at få en praktikplads. Jeg blev i grove træk afleveret med min hest, et vækkeur, og en boksmadras, og så var det ellers i gang med jobbet. De første måneder var jeg en zombie. Vi var tre personer, som hver dag mugede ud i 90 halmbokse, så det var megahårdt arbejde. Efter et stykke tid, begyndte jeg dog at få overskud til at kigge op og lære folk at kende.

Der blev også tid til ridning, og af flere omgange blev jeg opfordret til at gå til optagelsesprøve på berideruddannelsen. For at være helt ærlig, har jeg altid været glad for at strigle, flette, og ordne omkring hestene, samt ride min egen hest. Jeg måtte sande, at jeg bare ikke havde modet til at være den, der skulle springe op først i tilridningen, og hjælpe med heste der havde udfordringer. Faktisk kom det nogle gange så vidt at jeg kastede op af skræk. Derfor valgte jeg berideruddannelsen fra. Senere fik jeg job i en anden stald. Det var jeg rigtig glad for, men da der på et tidspunkt kom noget opbrud på stedet, valgte jeg at læse videre til jordbrugsteknolog med heste i speciale. Her lærte jeg meget om management, og fik mulighed for at dykke ned i spændende emner som fx hestens biomekanik. Jeg skrev bl.a. speciale om emnet ”Jernskoens indvirkning på hesten krop”

Dolly

Netop management samt udformningen og tilrettelæggelsen af træningen, har været meget vigtigt omkring Nadjas nuværende dressurhest. Dolly blev købt i 2016, da hun var 8 år. ”Jeg drømte om at komme til at ride 70% i LA1. Så det var ikke fordi mine ambitioner som udgangspunkt var at ride med i de høje klasser. Jeg faldt pladask for Dolly, selvom hun er et stykke for sig. Når jeg ser video, fra vores første ridt, tænker jeg – Hvad har du set i den hest? Hun var desuden ikke til at fange i boksen, ikke til at strigle, generelt bare gal og ked af det, og i ridningen var det meget svært at rette på hende uden at hun stejlede, stod stille og ikke ville gå frem eller vendte om og løb.

Nu er hun heldigvis tit sød, men bryder sig stadig ikke om at blive presset. Jeg skal være stærk i mit lederskab, og har fokuseret meget på min egen mentaltræning.

Både det og mere omkring træning kommer vi nærmere ind på senere.

Familie

Nadja mødte sin mand på landbrugsskolen, da hun var 21 år. I mange år arbejdede han som driftsleder og Nadja havde job som leder af en rideskole. Senere er de blevet selvstændige indenfor landbruget.

Min mand og jeg er nok lidt nogle drømmere. En dag kørte vi forbi Gammelgaard, og min mand sagde: ”Her gad jeg godt at bo.” På et tidspunkt kom ejendommen til salg, og vi var enige om at vi var nødt til at se den. Der var noget at tage fat på, for at sige det mildt, men da vi kørte derfra, var vi begge forelskede i stedet.

Det tror jeg mange godt forstår, hvis man tjekker Nadjas instagram. Den firlængede gård i røde mursten, med en fantastisk flot gårdsplads med gammeldags pigsten og flotte store buksbom. En stor smuk have med høje træer, klippede hække og flotte store bede med buske og blomster. Det er meget fascinerende. Krydret med en misundelsesværdig renovering af stuehuset og en lækker 20*60 m. dressurbane med fiberbund, kommer vi næsten ikke nærmere på mange hesteejeres drømmested.

Nadjas æstetiske øje og talent for både lækker mad, bryllupsplanlægning, blomsterbinding mm. gør hendes Instagram spændende og meget alsidig at følge. Det er tydeligt at Nadja går i dybden med de emner hun går op i. Selv kalder hun det at nørde, og hun nørder også, når det kommer til både træning og konkurrence med Dolly.

Træning

Dolly er ikke ren i røntgen, faktisk har hun anmærkninger i stort set alle dele af kroppen. Mit mål har derfor fra start været at træne hende stærk, og holde hende skadefri. 7-9-13 har hun aldrig været halt, trods mus, og trods at hendes bagpart er 5 cm. højere end forparten.

Jeg har lavet en masse jordarbejde med hende, og hendes fridage er også vigtige, både for hendes krop og hendes humør. Jeg har selvtrænet meget, og indtil for 2 år siden, hvor vi anlagde vores ridebanen hjemme på gården, har jeg kørt til alt ridning, ikke kun undervisning.

Jeg har haft tre undervisere gennem tiden. Alle tre gode på hver sin måde. Jeg føler mig heldig at have lært på tre forskellige måder, og har taget meget med fra alle tre.

Jeg har altid været interesseret i viden i dybden, og tager gerne imod input fra dygtige folk. Jeg er ikke bange for at gå et par skridt tilbage for at forbedre en detalje hos mig selv. Fx brugte jeg i en periode remme fra gjorden til stigbøjlerne for at forbedre min fodstilling. Jeg er bevidst om, at jeg faktisk selv er nødt til at være bedre, end jeg egentlig kan blive, når jeg kun rider en enkelt hest. Derfor er jeg også meget obs på ting, som kan gøre mig til en bedre rytter uden at slide på Dolly.

Jeg bruger meget video. Filmer mine egne træninger og ridt og ser det igennem 1000 gange. Jeg elsker også at se videoer på YouTube af fx Valegro, fra da han gik de programmer jeg står overfor at skulle ride. Jeg elsker også at se unghesteridning og Clinics. Jeg er heller ikke for fin til at spørge mig frem, hvis nogen gør noget smart, som jeg tænker kunne hjælpe Dolly og jeg.

Træningsmæssigt er Nadja og Dolly på Prix Saint George niveau, og i efteråret 2022 vandt de en MA. Nadja har flere mål for parret, og bare det at tage ud på stævnebanerne, har Nadja også arbejdet med at forbedre.

Det Mentale

Opvarmningsbanen var min største udfordring. Det at der var gode ryttere som opvarmede samtidigt kunne intimidere mig, så jeg blev passiv i min ridning, og mest af alt fokuserede på ikke at ride i vejen. Jeg var i mit eget hoved, fik ikke opvarmet ordentligt og samarbejdet med Dolly spillede ikke.

Jeg har arbejdet meget med det mentale. Fx ved at lave en målsætning der hedder: Målet er at udvikle mig selv, og udvikle mig sammen med min hest. Jeg er klar over at andre ryttere kan have helt andre målsætninger. Fx har jeg ofte redet mod unge topryttere, som rider efter resultater der kvalificerer dem til deres mesterskaber eller pladser i landsholdstruppen.

Jeg har med tiden fået mine tanker vendt til, at jeg har betalt det samme som alle andre for at få dommernes bedømmelser, og have plads til at varme min hest op. Derfor har jeg den samme ret til at gå efter min målsætning, som de andre ryttere, der går efter deres mål.

Jeg fokuserer også mere på hvad vores udgangspunkt er som ekvipage. Dolly har nogle eksteriørmæssige udfordringer. Bl.a. gør det at hun er overbygget i krydset, at hun har udfordringer med changementerne. Jeg har accepteret, at der kan komme fejl, og at middelkarakterer er højt for os i en serie. I stedet for at lægge fokus på de øvelser vi er svagest i, prøver jeg at fokuserer på vores styrker. Dolly har en god kraftig galop, og hun er god til at sætte sig i piruetterne.

Jeg ved, at der er nogle udfordringer gennem programmerne, men derfor går jeg efter at få højere karakterer i fx paraderne. Jeg har også fokuseret meget på skridten. Den ene ting bliver ofte afspejlet positivt i rytterkarakteren og den anden i gangarterne. Selvom det er et fast program, så planlægger jeg det, så det passer bedst muligt til Dolly.

Små ting, som at være velforberedt hjemmefra med en nyvasket hest, hvor alt spiller, at du selv ser pæn ud, trækker vejret, smiler og udstråler overskud, er med til at danne helheden for mig.

Sygdom

Det viser også overskud, at Nadja er i stand til at dele ud af selv meget sårbare emner. Den dag hun startede det allerførste stævne på Dolly, oplevede hendes mor et traumatisk fald, som har resulteret i at hun aldrig bliver sige selv igen. Faktisk kan hun den dag i dag ikke længere huske hvem Nadja er, når hun besøger hende på plejehjemmet. Nadja selv er ved at være på bagkant af et opslidende kræftforløb, også det har Nadja været i stand til at italesætte, til stor inspiration for andre.

Det er en meget aggressiv form for brystkræft, jeg er blevet ramt af. Selvom jeg nu som sådan er ude på den anden side, og er erklæret kræftfri, så er jeg stadig i behandling med kemo. Jeg er på sygehuset i gennemsnit tre gange om ugen, og er også stadig sygemeldt. Gennem forløbet har Dolly og ridningen været et af mine holdepunkter. Venner og familie har ikke altid kunnet forstå, at selv når jeg var allermest svag, så var det ikke en pligt at komme ud i stalden, men noget der gav mig mega meget mentalt. Det har været godt for min selvtillid, at selvom jeg var syg, så kunne jeg stadig gøre noget af det jeg plejede.

Bare det at komme ud og strigle Dolly, at være omkring sådan et stort dyr, at mærke at hun blev mere mild og puttesyg, når jeg var svag, men samtidig udfordrede mig til at være stærk i ridningen, for ikke at trigge hendes reaktionsmønstre, har været vanvittig vigtig for mig i hele min proces. Hestene er så umiddelbare, og Dolly så tydelig i sine signaler, at det tvinger mig til at være i nuet. Hvis jeg skynder mig gennem det hele, og har tankerne andre steder, viser hun ubehag og lægger ører. Det tvinger mig til at være rolig omkring hende. Når vi er på banen, glemmer jeg alt omkring os, tænker ikke på sygdommen eller fremtiden.

Når Nadja ikke rider på Dolly, er der dog masser af tanker for fremtiden. Tanker og drømme med handling bag. Hele livet har Nadja været en fighter, som har kæmpet for de ting, der har været rigtige for hende, og det ser ikke ud til at stoppe. Der er projekter i haven, renoveringsprojekterne er der også flere af, og familielivet med både en mand, en lille søn og dyrene fortsætter på Gammelgaard.