Hestens Værn hædrer Birgitte Tribler med Hestevelfærdsprisen

Hestens Værn tildeler Hestevelfærdsprisen til TD’er Birgitte Tribler for hendes vedholdende arbejde med at sikre, at hestevelfærd altid er i fokus ved ridestævner og konkurrencer. Prisen uddeles ved særlige lejligheder til personer, der har ydet en særlig indsats for Hestevelfærd.

Teknisk Delegeret under Dansk Rideforbund

Birgitte Tribler virker som Teknisk Delegeret (TD) og er udsendt af Dansk Rideforbund. TD’ernes opgave er at rådgive, vejlede og sikre, at heste, der deltager i stævner og ved konkurrence, er fit to compete. Arbejdet foregår primært på opvarmningsbanerne og rundt på stævnepladsen. Her skal TD’erne sikre, at hestene rides og håndteres i overensstemmelse med Dansk Rideforbunds retningslinjer.

Birgitte Tribler modtog beskeden om tildelingen med stor overraskelse og ydmyghed. For hende betyder anerkendelsen meget, selvom hun selv beskriver sit arbejde som en naturlig del af hendes ansvar.

Hestevelfærd et fælles ansvar

En central del af rollen er at være synlig og tage ansvar, når forhold skal ændres. Arbejdet handler bl.a. om at beskytte hestene mod ubehag, smerte og angst samt at sikre, at rytternes ambitioner og frustrationer ikke går ud over hesten. Sund fornuft og forebyggelse af potentielt farlige situationer er afgørende, da det er store og følsomme dyr vi har med at gøre.

Ifølge Birgitte Tribler er hestevelfærd et fælles ansvar for alle, der færdes i rideverden. Reglerne gælder ens for alle. Det er nødvendigt, at der er personer til stede, som tør sige fra, når noget ikke er i orden. At gå på kompromis med hestevelfærd er ikke en mulighed, for Birgitte Tribler. 

Håber at inspirere til handling

Motivationen for at fastholde indsatsen, også når der mødes modstand, ligger i overbevisningen om, at reglerne skal overholdes, og at hestens tarv altid skal komme først. Birgitte Tribler håber, at hendes indsats kan inspirere andre i sporten til at reagere, hvis de oplever handlinger, der går ud over hesten. At forholde sig passivt er i praksis at acceptere handlingen, og derfor er det vigtigt at tage dialogen og stille spørgsmål.

Klart budskab

Hendes budskab til ryttere og officials er klart: Hesten skal betragtes som en samarbejdspartner. Uddannelse er en lang proces uden smutveje, hvor tid, forståelse og hensyntagen til den enkelte hests forudsætninger er afgørende. Ingen heste er ens, og alle har deres individuelle begrænsninger, som der skal tages hensyn til.

Hestevelfærdsprisen tildeles Birgitte Tribler som anerkendelse af hendes konsekvente og værdibårne indsats for at sikre gode forhold for hestene og for at styrke fokus på ansvar og omsorg i ridesporten.

Uddelingen af Hestens Værns Hestevelfærdspris vil finde sted i det nye år. Nærmere information om tid og sted vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Pressemeddelelse: Hestens Værn

Læs også

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *