Første tegn på vestnilvirus i Danmark – Myndigheder følger udviklingen tæt

Antistoffer mod vestnilvirus er for nylig blevet påvist hos fire heste i Danmark. Fundet stammer fra analyser af blodprøver indsamlet i efteråret 2025 som led i et forskningsprojekt gennemført i samarbejde mellem Københavns Universitet og Statens Serum Institut (SSI). Det er første gang, der findes tegn på vestnilvirus herhjemme. De pågældende heste har, så vidt det vides, ikke vist tegn på sygdom. Antistofferne viser dog, at de sandsynligvis har været smittet.

Hvad er vestnilvirus?

Vestnilvirus er en myggeoverført virus, som primært cirkulerer mellem vilde fugle og myg. Heste og mennesker kan smittes via stik fra inficerede myg, men smitter ikke hinanden. De fleste smittede mennesker får ingen eller kun milde symptomer, som kan minde om influenza. I sjældne tilfælde kan infektionen påvirke centralnervesystemet og føre til alvorlig sygdom. Det ses oftest hos ældre og immunsvækkede personer.

Hos smittede heste udvikler cirka 10–20 procent neurologiske symptomer. Der findes en vaccine mod vestnilvirus til heste, men endnu ingen vaccine til mennesker.

Vestnilvirus i Europa

Vestnilvirus har de seneste år spredt sig i Europa, også i nordlig retning. Klimaændringer giver myg bedre betingelser og en længere sæson. I de senere år har der været flere tilfælde hos både mennesker og heste i Nordtyskland, og i 2024 blev virus påvist hos heste tæt på den dansk-tyske grænse. Fundet i Danmark følger derfor en udvikling, man allerede har set i nabolandene.

Overvågning i Danmark

SSI følger udviklingen som en del af en såkaldt One Health-tilgang, hvor sammenhængen mellem dyr, mennesker og miljø er central. Der samarbejdes med andre sundhedsmyndigheder, Københavns Universitet og internationale partnere om overvågning af mygbårne sygdomme. Blandt andet gennem det EU-finansierede OH4Surveillance-projekt, som skal styrke tidlig opdagelse af sygdomme, der kan smitte mellem dyr og mennesker.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har samtidig et overvågningsprogram for vestnilfeber i syge heste. Ifølge SSI er fundet et vigtigt signal, men det betyder ikke, at vestnilfeber udgør en akut sundhedstrussel i Danmark.

Myndighedernes vurdering

SSI understreger, at sandsynligheden for at blive stukket af en myg i Danmark, der bærer vestnilvirus, fortsat er meget lille. Fundet viser dog, at virus har været til stede, og derfor vil udviklingen blive fulgt tæt. Når virus opdages hos dyr, giver det sundhedsmyndighederne mulighed for tidligt at vurdere risikoen for mennesker og tilpasse beredskabet.

Kilde: Statens Serum Institut I Foto: Pexels

Læs også


Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *