Tjek op på hvor du kan ride lovligt og sikkert i naturen
At ride i naturen er for mange en vigtig del af hverdagen med hest, men det kan være vanskeligt at finde præcise oplysninger om, hvor man må ride. Reglerne varierer fra kommune til kommune, og nogle steder er adgangen reguleret gennem særlige rideruter. Her får du inspiration til, hvor du kan hente information om rideruter i Danmark.
Friluftsrådet
Under overskriften “Bliv et med naturen” henviser Friluftsrådet til rideruter både i Jylland, på Fyn og Sjælland via dette link: https://friluftsraadet.dk/aktiviteter/bliv-med-naturen-paa-danmarks-rideruter
Ridespor-Danmark.dk
2018 startede projektet “Ridespor-Danmark”: Projektet er primært finansieret af Danmarks Idrætsforbund og er hægtet op på både Dansk Islandshesteforening og Dansk Rideforbund. De skriver at det overordnede formål med projektet er at forbedre natur- og motionsrytteres adgang til naturen. Tjek kortet her: https://www.ridespor-danmark.dk/
Naturstyrelsen
Naturstyrelsen har ansvaret for de statsejede skove og naturområder. På deres hjemmeside kan du finde kort over rideruter i de enkelte statsskove. Du kan søge efter områder på: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider
Lokale rideklubber og kommuner
Mange rideklubber og kommuner har deres egne kort over rideruter, især i områder hvor lokale foreninger har indgået aftaler med private lodsejere. Kommunernes hjemmesider eller lokale Facebook-grupper for ryttere kan derfor være gode steder at søge efter aktuelle oplysninger.
Sådan færdes du hensynsfuldt på rideruter
- Hold dig til de markerede ruter. Det er ikke alle skov- og naturstier, hvor ridning er tilladt.
- Vis hensyn til andre brugere. Skridt, når du passerer gående, cyklister eller hundeluftere.
- Tænk på underlaget. Undgå ridning på bløde stier i våde perioder, hvor hovaftryk kan ødelægge sporet.
- Efterlad området, som du fandt det. Tag affald med, og fjern eventuelle efterladenskaber fra parkeringsområder.
Rigtig god ridetur.
Læs også
- Guide til vedligeholdelse af strigler
- Forårsrengøring i stalden
- Hvordan opfatter heste døden?
- Hestehold, Frost og Sne
- Vinter og væske – Sådan hjælper du din hest med at drikke nok i kulden