I mange år har jeg tænkt over, om ridesporten er blevet for dyr, eller om sporten måske bare ikke længere føles tilgængelig for alle. Det spørgsmål har fulgt mig helt tilbage fra dengang, jeg red min oldenborghoppe Fürsenfrau af Hvarre op til B-niveau og fik lov at opleve M-klasser og et enkelt landsstævne. Jeg elskede træningen, samarbejdet og hele rejsen med hende, men økonomien gav mig en knude i maven hver eneste måned.
Til sidst blev presset for stort. Sygdom, tab af arbejde og uforudsete udgifter, blandt andet en ny sadel til 32.000 kroner, gjorde, at jeg mistede lysten og måtte sælge min soulmate. Det var aldrig ambitionen, der forsvandt, men følelsen af, at det ikke længere kunne hænge sammen.
Nu, næsten 10 år senere, er jeg tilbage. Denne gang som pararytter i grad 4 efter at have fået sclerose. Mine drømme er stadig store: Jeg vil til DM, på landsholdet og til OL. Min nye makker, Jewell Unik på fem år, har givet mig håbet tilbage.
Men én udfordring er den samme – økonomi.
Det er ingen hemmelighed, at hestelivet er dyrt. Undervisning, opstaldning, udstyr, transport, stævner, alt koster. Og meget er blevet endnu dyrere siden sidst. Jeg er førtidspensionist og oplever, hvordan økonomien begrænser valgmulighederne. Jeg kender flere voksne ryttere, der, ligesom jeg, kun får det til at hænge sammen, fordi familien hjælper. Bl.a ejer jeg ikke selv Jewell, men har fået hende af min storebror. Som pararytter, men også som førtidspensionist generelt, har jeg tit tænkt, der må være andre der kæmper med økonomien. Er det bare noget man ikke siger? Det er helt okay at sige, det har jeg ikke råd til eller spørge hvad koster det.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der føler, at talent og vilje måske ikke længere er nok i sig selv.
For hvad med alle de ryttere, der ikke kan betale 600–800 kroner for undervisning hver gang? Er en titel vigtig, eller en du har kemi med og kan lære dig at ride?
Hvad med børn, der bliver mødt af et mærkepres, hvor en jakke til flere tusinde kroner næsten bliver en adgangsbillet til fællesskabet? Vi taler i forvejen om overforbrug og vi belaster vores miljø. Gør det sejt at købe genbrug, finde de gode scoop og spare penge. Lad børnene have små stande til fx et klubstævne, hvor de sælger ud eller bytter ved hinanden. Det giver også et nyt fællesskab børnene imellem.
Personligt køber jeg det meste brugt.
Det er ikke af lyst, men af nødvendighed. Men faktisk er der også noget fint i det: Jeg prioriterer undervisning og udvikling frem for trends. Jeg elsker, når ridebukser til 30 kr. sidder lige så godt som dem til 1.500 kr. Det minder mig om, at ridningen ikke handler om prisen på tøjet, men om kontakten til hesten.
LÆS OGSÅ: Second Hand Rideudstyr
Jeg tænker hele tiden i nye løsninger som pararytter.
Jeg vidste allerede til min klassifikation at vejen til min drøm, ville blive svær. Fx har jeg en lang liste med godkendte hjælpemidler, men der findes ikke en samlet side hvor tingene kan købes. Mange af tingene er rigtig dyre, man ved som pararytter ikke hvad der fungerer, så en lånecentral kunne være en fantastisk idé. Min hest og jeg er stadig meget nye i sporten, men målet er at komme til en samling og se om vi har det der skal til. Det er dog også med nervøsitet, da jeg har hørt der vil spurgt ind til økonomi. Hvad nu hvis talentet er der, men økonomien ikke er? Mit håb og ønske er at sponsorer kunne have interesse i at støtte sportsfolk på vej op, istedet for dem der allerede står på skamlen.
Jeg tror, vi som hestemennesker er nødt til at tale mere åbent om økonomi, uden skyld og skam.
Ikke for at pege fingre, men for at finde løsninger. For vi mister talenter, hvis økonomi bliver den afgørende barriere. Vi mister også fællesskabets varme, hvis nogle føler sig udenfor, fordi udstyret eller pengene ikke rækker.
Så hvad kan vi gøre?
• Vi kan støtte hinanden i brugtmarkedet og deleøkonomiske løsninger.
• Vi kan huske, at det vigtigste i undervisning er kvalitet, ikke pris eller titel.
• Vi kan skabe miljøer, hvor udstyr og mærker fylder mindre, og horsemanship fylder mere.
• Vi kan tale åbent om de reelle omkostninger, så nye ryttere kan træffe gode valg uden illusioner.
• Vi kan løfte hinanden – uanset niveau, baggrund eller økonomi.
• Husk vi alle kommer med forskellige bagage. For nogen er det ikke lige at købe.
Jeg skriver det her, fordi jeg ved, der sidder andre med samme bekymringer. Og fordi jeg stadig tror på, at ridesporten både kan og bør være for flere. Min drøm er at vise, at selv med udfordringer, også økonomiske og helbredsmæssige, kan man skabe sin egen vej frem.
Det kræver kreativitet, prioriteringer og et stærkt fællesskab. Men det kan lade sig gøre.
Og jeg håber, at mine tanker kan være et lille bidrag til en større samtale om, hvordan vi holder sporten tilgængelig, inkluderende og menneskelig – også i en tid, hvor alting er blevet dyrere.
Foto: Privat – Øverst Jewel og Michele – Herover Fürstenfrau og Michele
